top
Ikke-kategoriseret Søndagstanker: 3. søndag i Fasten v. Maria Brink Hesel

Søndagstanker: 3. søndag i Fasten v. Maria Brink Hesel

Når nu vi ikke kan samles til gudstjeneste i disse Corona-tider, har jeg skrevet lidt tanker ned om 3. søndag i fasten. Bibelteksterne kan læses her:  https://www.bibelselskabet.dk/3-s-i-fasten-fra-anden-raekke

Martha Christensen har i sin novellesamling ”Bænken” en novelle, der hedder ”Dragen”. Den handler om nogle drenge, som nærmest viljeløst er blevet medlemmer af en bande. Klanen bliver de kaldt. Og i klanen er der en slags overhoved, en der bestemmer. Det er den nye dreng i kvarteret, Mikael hedder han.

Ingen af klanens medlemmer er – taget enkeltvis – særlig grusomme. De er heller ikke dummere eller mere tankeløse end andre drenge. Men alligevel og af en eller anden uforklarlig grund har Mikael altså magt over dem og får dem til at gøre de mest ubegribelige ting. De har det elendigt med det. Og de ved udmærket godt, at det er forkert, og langt ud over hvad man kan kalde drengestreger. Ja, de ved det godt. Og leg og lys drengelatter er trængt godt i baggrunden for løgn og ugerninger.

Lige indtil den dag, hvor de siger fra. De siger nej. Vi vil ikke mere! Man kan næsten sige, at de højt og tydeligt forsager djævlen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Den dag forsvinder Mikaels magt, og han bliver en ganske almindelig dreng i stedet for at være en mægtig leder.

Mikael havde åbenbart kun den magt over drengene, fordi de lod ham have den. Da de afslører hans magt som en løgn, smuldrer den og bliver til ingenting. Og drengene bliver sat fri til at leve det liv, de er bestemt til – leg og latter og ubekymrethed, som man kun kan ønske sig det for alle 11-12 årige drenge.

En dyrekøbt, men vigtig erfaring rigere: at vi hver dag står midt i slaget mellem godt og ondt, mellem løgn og sandhed – og må agere derefter.

Det er det, Jesus forsøger at gøre klart i evangelieteksten til denne 3. søndag i fasten. At sandheden om livet også er en kampplads mellem godt og ondt, mellem løgn og sandhed. Ja, og selv om vi lever i en moderne og oplyst tid, hvor pladsen til gammel overtro og snak om djævlen i mange sammenhænge må vige til fordel for et videnskabeligt verdensbillede, og selv om mange har det svært med al den tale om djævlen og det onde – så er der bare det ved det, at selvom vi tror, at vi har afskaffet djævlen, så er det endnu ikke lykkes os at afskaffe alle hans gerninger og alt hans væsen. Det viser historien os med al tydelighed. Hvis ikke den onde, så har det onde stadig magt over os.

Det oplever vi ikke mindst i en tid som denne, hvor denne corona-virus har vendt vores hverdag og samfundsliv op og ned. Skoler og børnehaver er lukket ned, arbejdspladser ligeså. Selv kirkedøren er lukket bogstavelig talt. Men sådan må det være i en overgang. Fordi vi ikke kan udsætte de svageste i samfundet for en smitte, som vi lige nu ikke har nogen behandling imod.

Det, vi kan og skal, er at følge regeringens udmelding. Vi må holde fysisk afstand til hinanden. Men det er jo heldigvis ikke det samme, som at vi ikke kan og ikke skal være der for hinanden. Vi må bare være sammen på en anden måde – ved at ringe sammen, skrive sammen, vise omsorg på andre måder.

Som vores statsminister så fint sagde det, så skal vi stå sammen ved at tage afstand.

Og så kan vi – som altid – bede til Gud. Bede om at Han må fri os fra det onde, som det også lyder i bønnen Fadervor:

Fadervor,

Du som er i himlene!

Helliget vorde dit navn,

Komme dit rige,

Ske din vilje

Som i himlen således også på jorden;

Giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld,

Som også vi forlader vore skyldnere,

Og led os ikke i fristelse,

Men fri os fra det onde.

Thi dit er riget og magten og æren i evighed!

Amen.

Post a Comment